Metode
Forstå dine egne og din partners emotioner og reaktioner
Mit udgangspunkt i arbejdet med par er den Emotionsfokuserede Parterapi (EFT-C), som er en evidensbaseret metode. Det er en effektiv tilgang til parterapi, der fokuserer på at styrke det følelsesmæssige bånd mellem jer.
I den emotionsfokuserede parterapi går man efter at afdække de interaktioner, som opstår mellem jer i de svære situationer – det man kalder parrets negative cyklus. Cyklus aktiveres og opretholdes af følelsesmæssige reaktioner på det, der sker i parforholdet. Og når cyklus aktiveres, bliver selv dagligdags problemstillinger til potentielt destruktive konflikter. I parterapien arbejder vi sammen med at forstå den svære og til tider komplicerede negative cyklus, som I kan sidde fast i.
I parterapien bruger vi de dagligdagssituationer, hvor I kommer til at køre fast i jeres sædvanlig mønster, som eksempler. Her kigger vi først på, hvordan I trigger hinanden på en særlig måde, som er med til at opretholde en dynamik (cyklus) mellem jer. Dernæst undersøger vi hvilke underliggende følelser, som situationen har aktiveret i jer hver især, og som er medvirkende årsag til, at I reagere som I gør. Det er netop indsigten i dine egne og din partners triggere og underliggende følelser, som er væsentlige indsigter at få med i parterapien. Indsigten er udgangspunktet for at skabe forandring i forholdet, styrke det følelsesmæssige bånd og at forbedre kommunikationen mellem jer.
Det er samtidig vigtigt at understrege, at det netop er cyklus, som ofte er fjenden i forholdet – og ikke den ene eller den anden part. Den måde jeg møder jer er altså, at det ikke er én af jer, som er forkert, og som skal laves om i terapien. I Parterapien har vi fokus på, hvordan dynamikken (cyklus) mellem jer skaber problemerne.
Udforsk og forstå de underliggende dynamikker
Som EFT-terapeut skaber jeg et sikkert og støttende miljø, hvor I kan udforske og forstå underliggende dynamikker, helbrede tidligere sår og genopbygge tillid og nærhed i forholdet. Jeg hjælper jer til at identificere og forstå indbyrdes interaktionsmønstre, især dem, der er relateret til følelser, tilknytning og kommunikation. Jeg arbejder med udgangspunkt i en struktureret proces, hvor I vil lære at genkende og udtrykke behov, følelser og sårbarheder, hvilket fører til dybere forbindelse mellem jer.
Ud over det terapeutiske arbejde, som vi laver sammen hos mig, vil I nogle gange få en øvelse med jer hjem. Hjemmeøvelsen hjælper jer med at anvende nye indsigter i kommunikationen i dagligdagen, så I kan holde fokus i den konstruktive proces mellem sessionerne.
Hvor mange sessioner?
At ændre fastlåste mønstre mellem jer er ikke et quick-fix. Det tager tid at få indsigt i de dybereliggende mønstre mellem jer og at skabe nye måder at kommunikere.
For at profitere mest mulig af den parterapi, som I investerer i, anbefaler jeg derfor et terapeutisk forløb over nogle måneder. De fleste par kommer her minimum 8-10 gange. Men da alle par har unikke problemstillinger, er det umuligt at sige på forhånd, hvor lang tid og hvor mange sessioner, I vil have behov for.
Derudover kan det være godt at vide, at det som regel en god ide med hyppige aftaler i starten af forløbet – det vil sige samtaler med en til to ugers mellemrum.
Udover parterapien kan det nogle gange give mening, at I kommer én eller flere gange hver for sig. De individuelle sessioner kan således give plads til fordybelse af personlige temaer, som derefter kan bringes ind i det fælles rum, I har sammen hos mig.
Søger I parterapi i København
eller parterapi på Amager
er I velkomne hos mig.
Vil du vide mere om EFT-metoden?
Hvis du ønsker at vide mere om den emotionel-fokuserede-parterapeutiske-metode (EFT), kan jeg bl.a. anbefale følgende udgivelse:
Samoilow, Dimitrij Kielland: ”Kunsten at elske”
Du finder link til bogen her og som lydbog her
Du kan også lytte til en podcast, hvor EFT-ekspert & parterapeut Steen Rassing fortæller mere om EFT metoden.
Du finder link til podcasten her